Vil du elske og ære indtil, døden skiller jer ad?
- hvad er det, vi siger ja til, når vi gifter os i kirken?

Op mod halvdelen af brudepar bliver i Danmark viet i en kirke. Alene i 2005 valgte 15.580 brudepar at lade sig vie i en dansk folkekirke, og de bekræftede derved et religiøst tilhørsforhold til den lutherske kirke. Der kan være mange grunde til, at et brudepar vælger kirken frem for rådhuset. Fx romantiske forestillinger, hele traditionen omkring kirkebrylluppet, det smukke kirkerum, orgelmusikken, salmerne og stemningen eller vielsens rituelle, ophøjede karakter. Dertil kommer, at kirkebrylluppet, i modsætning til vielsen på Rådhuset, også rummer en religiøs og etisk tydning.

I dag er det ikke de traditionelle borgerlige grunde, der er afgørende for, at så mange vælger at blive gift og tilmed i en kirke. Det har ikke den store sociale betydning for par i dag at være gift. Det er ikke som for 50 år siden afgørende for at kunne flytte sammen, få en lejlighed, få børn. I dag etablerer vi os, som vi vil, og der er meget få tabuer omkring samlivet. Vi flytter sammen, har sex og får børn inden ægteskabet, og lever man papirløst, har man stort set samme rettigheder som ægtepar. En undtagelse er dog i forhold til arveloven. Hvis en af parterne i et papirløst forhold dør, og der er børn, er det børnene og ikke den anden part, der arver. Derfor vælger flere og flere par i al stilfærdighed at blive gift på rådhuset for så senere at komme i kirke til en velsignelse med alt det, kirken kan byde på i den anledning.

Kirkebryllup
Indenfor de senere år har kirkebrylluppet fået en større og større signalværdi. Måden, vi vælger at holde bryllup på, markerer, hvilke værdier vi ønsker sat i fokus. Derfor er kirkelige vielser i dag også meget forskellige. Nogle vælger at komme med kun de nærmeste eller helt alene og uden efterfølgende ramasjang. Andre sætter alle sejl til med hundredvis af gæster i det fineste tøj i en kirke, der er pyntet for tusindvis af kroner til musik af indforskrevne solister og med en fest, der koster det samme som en god middelklassebil. Under alle omstændigheder er det udtryk for parrets ønskede signalværdi, overfor hinanden og overfor omverdenen. Det er med andre ord brudeparrets fest. Man kan endda sige, at brylluppet, uanset kirkens holdning, signalerer brudeparrets frihed til at definere sig selv.

Guds velsignelse
Folkekirken har altid bestræbt sig på ikke at have nogen holdning til, hvilke forestillinger et brudepar stiller med. Den efterfølgende fest er brudeparrets personlige ansvar, men derudover er vi præster også åbne for, at det enkelte par kan sætte deres personlige præg på den kirkelige handling, så længe det ligger indenfor kirkens muligheder og er i overensstemmelse med vielsens karakter. Ligegyldigt hvem man er, så er vielsens kerne den velsignelse, som alle brudepar modtager, uanset hvilke forberedelser de har gjort sig, hvilken kirke de bliver gift i, og hvilken præst de har fået. Guds velsignelse får enhver, der ønsker det. Som præst er det en stor lettelse, at det netop ikke er brudeparrets spekulationer om den rette kirke, præst, dato og festarrangements form, der betyder noget. Hver gang er det en glæde at lyse velsignelsen over brudeparret. Derfor står vi også til rådighed for kirkens medlemmer og tager med glæde imod de af dem, der vil giftes.

Forskellige tolkninger
Det er vigtigt at holde fast ved, at ethvert ritual, også vielsesritualet, er åbent for fortolkning. Kirken gør sig ikke til talsmand for, at der kun er én forståelse, men at ritualet udføres korrekt for at hindre en vilkårlighed. Selve vielsesritualet er enkelt og er kun let ændret gennem de sidste hundrede år, og dets betydningsmuligheder bæres især af tekstlæsningerne, tilspørgslen af brudeparret og ægteskabserklæringen. Ritualet beskriver mennesket som den del af Guds skaberværk, der har fået overdraget ansvaret for resten. Mennesket er som sådan skabt i Guds billede.

I ritualet siger Jesus, at det er Guds vilje, at en mand skal forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, for at de skal blive ét kød. Det udspringer af, at man i jødedommen, som Jesus var en del af, kun tillod heteroseksuelle ægteskaber. I dag er samlivsformerne langt mindre tabubelagt, og vi accepterer med selvfølgelighed også forhold mellem homoseksuelle og ønsker ikke at hindre deres fællesskab i at få Guds velsignelse.

Til døden jer skiller
Ritualet har en streng formulering om, at mennesker ikke må adskille det, som Gud har sammenføjet. Det klinger sammen med formuleringen i selve tilspørgslen: Vil du elske og ære ham/hende og leve med ham/hende i medgang og modgang …indtil døden skiller jer ad? Teksten handler egentlig slet ikke om ægteskabet, men om fællesskabet med Kristus. Det er nemlig troen på Kristus, der skal sikre, at vi respekterer ethvert menneske. Men i ritualet kan det lyde, som om det alene går på forholdet mellem brud og gom, og ritualet misforstås ofte, som om kirken er modstander af skilsmisse og vielse af fraskilte.

Ægteskabet er et symbol på fællesskab
Den sidste tekst, der læses inden tilspørgelsen, handler om fællesskabet som kristne. Her har ægteskabet ikke en hellig status, men er en praktisk ordning, der skal hindre almindelig løssluppenhed, forvirring og asocial opførsel. Sådan kan vi med rette også forstå teksterne i dag. De minder os om, at ægteskabet er en mulighed, som vi frit vælger for at sikre hinanden i de sociale sammenhænge vi indgår i. I vielsesritualet lover vi Gud at ære hinanden, udvise barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed og kærlighed.

Løftet gælder altså ikke kun vores ægtefælle, men ethvert menneske. Vielsen har et ganske radikalt perspektiv, som nok ikke altid er i fokus under bryllupsforberedelserne, men som ikke desto mindre er afgørende for at leve som et kristent menneske.

For det fælles bedste?
Dermed er intet sagt om selve ægteskabets holdbarhed, for det er jo ikke sikkert, at ethvert ægteskab er nyttigt for fællesskabet. Hvis ikke, så anbefaler selv Paulus, at man lader sig skille. Fordømmelsen af skilsmissen hører en senere borgerlig moral og fromhed til, som vi heldigvis er sluppet fri af i det 20. århundrede. Det er værd at lægge mærke til at ritualet, ligesom Jesus selv, ikke kunne drømme om at beskrive, hvordan man ”bør leve med sin ægtemand og ægtehustru”. Vi må selv træffe de valg, der fremmer fællesskabet, om det så taler for ægteskab eller ej.

Bryllupserklæringen
Efter tilspørgslen, som selvfølgelig er vielsens dramatiske højdepunkt, giver brudeparret hinanden hånden, og præsten lægger sin hånd på deres og kundgør, at de nu er ægtefolk i både Guds og menneskers øjne. Fra det øjeblik er ægteskabet offentligt, for også her er ritualet ikke kun møntet på ægteparret selv, men netop også på de tilstedeværende. De repræsenteret nemlig fællesskabet og er også forpligtet på at støtte og ære dette ægteskab.

Det er kristendom i en nøddeskal: Vi ærer Gud ved at ære og respektere vores medmennesker og de fællesskaber, de indgår i. Med andre ord er det kristen tro i praksis.