Nadveren – et synligt fællesskab.

Den protestantiske kirkes grundlægger, Martin Luther, sagde engang at ’nadveren er evangeliet forkyndt for tungnemme’, for her kan alle være med uden andre forudsætninger end dem, vi lægger for dagen, når vi sætter os til bords for at spise og drikke. Luther rammer lige ind i den usikkerhed og tøven, som mange mennesker også i dag føler overfor den del af gudstjenesten, der udspiller sig omkring alterbordet. Vi kan forholde os til, at vi ikke kender melodierne til de gamle salmer, og leve med, at vi ikke forstår alt, hvad der læses og bliver sagt, men det er som om nadveren sender for mange mystiske signaler til, at man tør overvinde sig selv og gå op til alteret og knæle. Det som for Luther var så lige til og tilgængeligt for alle, opfatter mange i dag som et lukket land, der kun er for dem med en særlig tro eller med en inderlig religiøsitet.

Vi er alle præster for Vorherre
Under en gudstjeneste sidder vi nede i kirken og har blikket rettet fremad mod alteret, og herfra læser præsten de bibelske tekster og handler på menighedens vegne. Alle er til stede på hver sin måde, og ingen måde er mere rigtig end en anden. Enhver har med rette sit eget forhold til Gud. I den lutherske tro symboliserer dåben, at ethvert menneske står lige overfor Gud, for i dåben giver Gud sin accept til alle uden forbehold. Derfor deltager alle i gudstjenesten på hver sin måde, med forskellige tanker og med forskellige tolkninger, for enhver står kun til regnskab overfor Gud og ikke de andre kirkegængere. Præstens opgave er at være tjener og talerør for menigheden, og ikke for Gud. Det er vigtigt at holde fast ved, for hér adskiller vores kirke sig fra andre kristne kirker og fra andre religioner. Enhver, der er døbt, har samme ret, og ingen har større rang end andre. Derfor skal præsten heller ikke være alene om at handle på menighedens vegne; menigheden skal selv træde i karakter og ikke lade andre afgøre troens sag. Derfor kan enhver træde op til alteret med hver sin forståelse af troen og møde sin Gud.

Det uendelige bord
Nadveren er naturligvis også andet og mere end et almindeligt måltid. Nadver-måltidet har sit udspring i evangeliet om Jesus. Den sidste aften Jesus var i live, valgte han netop måltidet som det tegn, der skulle overleve ham, dels fordi der er noget alment menneskeligt ved at sætte sig til bordet, dels fordi måltidet er et synligt tegn på fællesskab. Da Jesus og hans disciple sad rundt om bordet den sidste aften, før han blev korsfæstet, tog han et brød, brækkede det i stykker og fordelte det bordet rundt. Denne enkle handling fulgte han med ordene: "Dette er mit legeme". Bagefter tog han en kande med vin og rakte den videre med ordene: "Dette er mit blod". Da alle havde fået brød og vin, sluttede han af med at sige, at de skulle huske på ham, hver gang de gentog det samme måltid. Derfor fik netop dette måltid en særlig betydning, og allerede i den første kristne menighed blev dette måltid løftet op over tid og sted. Det blev til et ritual, som forbinder det menneskelige med det guddommelige. Når vi lægger os på knæ foran alteret, kan man derfor forestille sig, at det bord vi modtager brødet og vinen fra, er et billede på et uendeligt bord, hvor kristne verden over har taget imod det samme måltid, lige fra den dengang Jesus den første Skærtorsdag aften selv uddelte brødet og vinen. Siden har vi gjort det ligesådan, og i det billede er det stadig Jesus, der giver os brød og vin og beder os om at huske på ham.

Fællesskabet om Kristus
Når vi deltager i nadveren, gentager Gud sit løfte fra dåben om at tilgive os vores fejl, og synder, men samtidig omsætter vi vores tro til handling. Ved at tage imod hans invitation sætter vi os nemlig til bords – ikke alene med ham, men med enhver, der deltager, uden at vi tager forbehold for, hvem vi vil dele fællesskab med. Det er med til at understrege, at enhver har samme ret og frihed overfor Gud, at vi er hinandens brødre og søstre. Dermed bliver vi mindet om, at alle de forskelle, som spiller en rolle uden for kirken, er uden betydning overfor Gud.

Hokus pokus
Ordene, som ledsager brødet og vinen, giver anledning til eftertanke. Før reformationen i 1536, da kirkens sprog var latin, var det kun få, der havde mulighed for at forstå, hvad der skete. Man så præsten stå med brødet i hænderne mens han sagde de mærkelige ord: ’Hoc est enim corpus filii’, ’Dette er Jesu Kristi legeme’. Det blev i folkemunde til ’Hokus pokus fili hankat’, et udtryk der har overlevet som en slags trylleformular. Men også i dag, hvor ordene på dansk er til at forstå, kan de sætte tanker i gang. Både legeme og blod nævnes for at omfatte hele personen Jesus, hans fødsel, hans liv, hans død og hans opstandelse. Vi får gennem brødet og vinen del i alt, hvad han gennem sit liv på jorden viste om sig selv som Guds søn, nemlig hans kompromisløse kærlighed til livet og til det enkelte menneske, og vi får del i hans død og gennem opstandelsen hans sejr over døden.

Styrke og tilgivelse
I det sidste, der siges, inden vi rejser os og forlader nadver-bordet, indgår vendingen: ’Jesus Kristus har gjort fyldest for alle vores synder.’ Nadveren er med andre ord også et sted, hvor tilgivelsen rækkes som en mulighed for den enkelte. Her kan det, der tynger, efterlades. Men det er også en hjertestyrkning, ikke så meget på grund af lidt brød og en smule vin, men af alt det, som handlingen og ordene er bærere af.

Nadveren giver alle os, der fatter evangeliet lige så tungt, som dem Luther skrev til, en mulighed for at gå fra bordet lettere om hjertet og med et levende håb om og en styrket tro på, at både vores liv og vores død er i Guds kærlige hænder.