Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!

Med disse ord i de sidste linjer af Matthæus-evangeliet opfordrer Jesus os alle til at blive døbt. Sådan lyder det stadig, når vi holder dåb, og ordene følges af tre håndfulde vand. Denne kombination af ord og handling kaldes et ritual.

Dåb i Folkekirken
Ligegyldig hvor i Folkekirken man døbes, foregår det efter nøjagtigt samme ritual. Faktisk har de fleste andre kirkesamfund et, der ligner vores, og hvis dåbsordene i overskriften har lydt, anerkender vi dåben, og den døbte har ret til at kalde sig for kristen. Dåbsritualet er derudover sammensat af mange forskellige tegn og symboler, som i fællesskab skal være med til at skærpe vores åndelige sanser. For vi må indrømme, at sproget alene ikke gør det muligt at tale rammende hverken om Gud, Kristus eller Helligånden. Formålet med ritualet er at give os et nyt sprog, der kan noget mere og andet end den rationelle forklaring. Ved at ord og handling sker samtidig, opstår der et nyt rum, hvor det guddommelige kan åbne sig for os. Når vi tager del i ritualet, går vi på den måde ind i et guddommeligt rum med et åndeligt sprog.

Korstegnet
Inden selve dåben tegner præsten et kors over ansigtet og brystet på den, der skal døbes. Korset betegner det fællesskab, som den døbte bliver optaget i, og fungerer som et usynligt mærke, der for evigt fortæller, at den døbte får et skæbnefællesskab med Guds egen søn, Jesus Kristus. Ligesom Jesus døde på korset, skal ethvert menneske dø, og ligesom Jesus overvandt døden og genopstod, vil ethvert menneske få nyt liv efter døden. Korsets tegn er derfor udtryk for, at enhver har del i samme omsorgsfulde ånd, nemlig Guds ånd, og det stiller os mennesker lige overfor Gud. Samtidig minder det os om, at alle mennesker, uden undtagelse, har krav på at blive mødt med ligeværdighed.
 
Faderen og Sønnen og Helligånden
Lige siden 200-tallet har man inden dåben svaret »ja« til Trosbekendelsen. Den er blevet til som en dåbsbekendelse og handler om den treenige Gud, det vil sige Gud forstået som både far, søn og ånd. Bekendelsen fortæller om det fællesskab, som den døbte bliver en del af. Faderen er den Gud, vi kender fra Det Gamle Testamente. Her fortælles om den usynlige Gud som den, der skaber og giver liv. Først gennem beretningerne om Guds søn, Jesus Kristus, får vi mere at vide om, hvem Gud er, og hvad han ønsker af os. Den kristne Gud lærer vi at kende gennem sønnen. Hver gang beretningerne om Jesus bliver fortalt, taler han til os og åbner for en dybere forståelse af meningen med vores liv.

Jesus dør på korset, og da han tre dage efter går levende ud af sin grav, åbner han en helt ny verden for os. Han vækker troen på, at han også vil besejre vores død. Håbet bliver fornyet, når vi gør brug af det åndelige sprog og tager del i det guddommelige rum, som ritualerne skaber. Her møder Helligånden os og bekræfter, at selv ikke døden skal hindre vores fællesskab med Faderen og Sønnen. Faderen, Sønnen og Helligånden er tre udtryk for én og samme sag, én og samme Gud, og Helligånden skaber på en gang fællesskabet med Faderen og Sønnen og gør fællesskabet til levende virkelighed for den døbte.

Vi kan ikke opfatte Helligånden med vores sanser, men den er her alligevel. Det er som med vinden, vi kan se dens virkning, når træernes grene bevæger sig, og flaget vajer. Vi har alle en ’ånd’, og de fleste af os kan også fornemme den form for åndeligt fællesskab, vi kan have med hinanden. Det kan virke som et slags bindemiddel, der holder os sammen og giver os gensidig varme og styrke. Helligånden er Guds sammenhængskraft, og selv om det ikke er lige til at få øje på, så kan og skal det forstås konkret: Helligånden kommer til den døbte, og de bliver ét.

Vandet
Åndens virkning understreges af de tre håndfulde vand. Én gang for alle renses vi i dåben for de fejltagelser, som ethvert menneskeliv fører til. Vandet rummer tilgivelsen ved symbolsk at drukne synderne, og således betyder vandet også nyt liv. Dåbsvandet er kærlighedens kilde, som den døbte for evigt kan få næring fra. Det er det, der udtrykkes, når præsten til sidst lægger sin hånd på den døbtes hoved og lader velsignelsen lyde.

Nærvær
Dåben er indgangen til det kristne liv, og når den døbte i tiden efter dåben får kendskab til den tryghed, som Guds nærvær giver både i gode og dårlige år, så ligger verden åben og kalder på deltagelse. Når vi døber vores børn, er det med et ønske om, at dåben vil give dem tryghed til at gribe livet og leve det. Det er værd at fejre!